Shindokan Goju Kai Karate-Do
Shuudoji Temple
Gl. Kongevej 23
1610 København V
tel: 33244233
fax: 33240766

AF: SVEN SKIPPER

Jeg hørte igennem længere tid om Shindokan, og så samtidig et menneske ændre sig, så hvad Shindokan kunne gøre ved det materiale, et mennske er gjort af. Det kunne samle og koncentrere de muligheder, der var til stede. Skære fedtet væk, så at sige, koge tingene ind. Det gik efterhånden op for mig, at det, det egentligt handlede om, var en tro på og en interesse for den positive kraft, og at holde hovedet lidt over daglig vande. At have tålmodighed og lidt efter lidt nærme sig det, man stræber efter. Der er ikke noget i vejen med at være stjerne for en aften, det skal bare ikke være det endelige mål, og så skal man også være opmærksom på proportionerne.

Det var helt tydeligt at se, hvordan energien samledes i et spændingsfelt af intensiveret kraftfuldhed, og så på en rolig, ja, ligefrem afslappet måde. Jeg oplevede et intenst nærvær, en parathed og en interesse for omgivelserne, som man sjældent ser. Ubesværet og helt naturligt. Og helt befriet for uro og angst og usikkerhed. Altså bortset fra den usikkerhed, man er født med som menneske. Netop ikke skråsikker. Den ro og selvfølgelighed man oplever hos et menneske, som viser respekt for sine omgivelser, for dem, der var før os, for dem, der kommer efter os, og for sig selv.

Jeg havde lidt svært ved at se mig selv i den sammenhæng, selv når jeg prøvede at se bort fra min blufærdighed. Hvad med fysikken? Jeg fik at vide, at psyken nok ikke ville være noget problem og at det var vigtigt. Men jeg tænkte på mine 56 år. Der var ganske vist endu ikke voldsomme tegn på forfald. Jeg havde af og til ondt forskellige steder på kroppen, det anser jeg nu mere for at være et livstegn end det modsatte. Jeg må jo indrømme, at jeg ikke vidste nøjagtigt, hvad dette indebar, min viden om forsvarsteknik var måske lidt kulørt. Jeg havde jo set film med både det ene og det andet, men jeg vidste ikke, om det var den ægte vare. Jeg tænkte, at det var det nok ikke, virkeligheden er sjældent interessant på film. Man må jo skelne mellem virkelighed og kunst. Film fortæller historier, og jeg har senere lært, at Shindokan fortæller historie. Det er en meget gammel historie, som hele tiden revideres og fornyes. Det er det, der gør den levende. Det er en måde at leve på, en filosofi. Fortid, nutid og fremtid i et.

Så kom tilbuddet om en prøvemåned i dojoen. Derefter kunne man bestemme sig.

Efter den første morgentræning syntes jeg, det var anderledes at gå ud af porten end det var at gå ind. Bortset fra, at det jo var nyt land, var der noget væsentligt, der havde flyttet sig.

Dojoen var et sted fyldt med tanker, omtanke og energi. Et tydeligt eksempel på, at man bliver påvirket af omgivelserne. Vi blev mødt med en selvfølgelig respekt, som det er vanskeligt ikke at gengælde. Det var meget anderledes end noget, jeg havde prøvet før. Det var ikke bare bevægelser og læresætninger og forsvar og angreb. Der var en balance mellem de forskellige ting, hver en detalje var vigtig.

Og det var vigtigt at finde sin egen rytme og sit eget tempo, lære sin egen tålmodighed og sine egne grænser at kende. Det sværeste for mig i begyndelsen var at give plads til mine partneres puls og rytme, fordi jeg er vant til at angive et tempo og holde fast i det. Succes har altid været synonymt med nærvær og fokusering. Her oplevede jeg, at grænserne og kravene var anderledes. Min egen del af det var endnu mere underforstået, og koncentrationen var mest rettet mod partneren. Og da vi er afhængige af hinanden, må vi være forberedte og vide besked med alle detaljer. I den fase må vi leve op til hinanden. Med alt det nye var det svært i begyndelsen. Det er stadig svært, nu bare på en anden måde. Der er alligevel noget, der er lykkedes. Man oplever, at grænserne flytter sig hele tiden. Hver situation er ny, man må hele tiden tage stilling og handle. Det hjælper at vide besked, at have et repertoire, det er grundlaget. Og så skal man måske ikke bruge alt det, man har lært. Man håber næsten, at man aldrig skal bruge det. Det er det, der er nyt. Koncentrere sig om denne lære, dyrke den til perfektion. Det giver en sikkerhed og en balance, så man forhåbentligt aldrig få brug for lige netop det. Det at kunne forsvare sig.

Det er ikke det, det handler om. Jeg oplever i denne proces en udvikling, som jeg ikke troede mulig. Jeg er nu 57 år, jeg har det gule bælte med to streger. Jeg er meget stolt af det og samtidig ydmyg. Stolt, fordi det med en vis indsats alligevel var muligt at begynde et nyt liv og ydmyg, fordi jeg aner lidt mere om de muligheder og færdigheder, som jeg endnu ikke kender.