Jeg var så heldig at min 1ste kyu graduering fandt sted i Musashi’s tempel ( Daishoji Imperial Temple ) hvor indtrykkene stod i kø, og hvor sindet konstant blev ført blidt rundt til nye ophøjede og fredfyldte steder. Denne oplevelse blandet med den ukunstlede og naturlige respekt jeg og mine med ka’er blev udvist af templets beboere, gjorde at jeg måtte vide noget om denne mystiske Samurai. Bogen MUSASHI af Eiji Yoshikawa giver et formidabelt tilbageblik i Japans historie og Musashis liv og meritter. 

Kort fortalt var Miyamoto Musashi barn af en æra, hvor Japan var i færd med at restituere efter et århundrede med borgerkrig. Lokket til at deltage i det store slag i Sekigahara i år 1600, med forventningen om at blive samurai (som sin afdøde far)– uden egentlig at vide hvad det betyder og indebærer– vågner han efter slaget, kun for at finde sig selv overvundet og såret, blandt tusinder af døde og døende. På vejen hjem fra  slagmarken begår han et mord, ganske vist på en forbryderisk Samurai, men bliver ikke desto mindre flygtning og foranlediger at livet i hans egen landsby nærmest går i stå indtil han bliver taget til fange af en våbenløs Zen-munk.

Otsû, en smuk pige fra hans hjemstavn, som i Musashi ser sit mandige ideal, befrier ham fra den totur-lignende straf han er blevet idømt og de flygter sammen. Han bliver dog endnu engang indfanget og denne gang fængslet. I løbet af tre år i isolation begraver han sig i Japan og Kinas historier og klassifikationer. Da han bliver løsladt forkaster han sin titel som samurai, men forfølger ubarmhjertigt sit mål: at blive værdig til det, i årene efter, uden at se hverken til højre eller venstre.

Ganske langsomt går det op for ham at ”sværdets vej” ikke blot er et spørgsmål om at finde et mål for hans brutale styrke. Musashi’s konstante søgen efter at perfektionere sin kampteknik, som leder ham til en unik evne til at kæmpe med to sværd på samme tid, bringer ham vidt omkring, udfordrende mange kæmpere i forskellige kampteknikker, anerkendende naturen som sin ultimative og strengeste læremester og undergår den hårde træning som er nødvendig for dem som følger ”sværdets vej”. Han er overlegent sejerrig i sine dueller, men på trods af dette formår han med held at styre sin livsbane ind på mere fredelige aspekter også,  og diciplinerer således sig selv til igen at blive et ”rigtigt menneske”.

Mens jeg læste begyndelsen af bogen meldte tanken sig:” hvorfor har han egentlig fået denne heltestatus?”, for der er jo ikke meget helt over en mand der slår ihjel alene for at forbedre sine kampteknikker, og for der igennem at høste en forkvaklet form for ære eller anerkendelse af  sin person. Men som jeg kom længere ind i bogen gik det op for mig at det jeg synes gør ham til en unik personlighed er hans voksende nysgerrighed på det mentale og åndelige plan, sat igang af  zen-munken Takuan, der indfanger ham uden brug af våben. Der er en sekvens i bogen hvor Musashi, efter at have forsøgt at udfordre en sværdmester der med sin retorik venligt taler ham væk fra at duellere, står udenfor sværdmesteren hus og undrer sig over hvorfor han har følelsen af nederlag i sig, når de nu ikke havde kæmpet. Derfra mener jeg at kimen er lagt til den Do han vælger at følge efter adskillige dueller med døden tilfølge for modstanderne, hvor han lægger kampene bag sig og endelig indser at sværdets vej ikke kun drejer sig om selve kampen, men om at leve i harmoni med altet. Den fine balance mellem at være stærk når det kræves og vide hvornår det kræves ( dojo kun: vær ikke for stolt eller beskeden ) Der er masser af lærerige  zen-inspirerede episoder Musashi’s livshistorie, og jeg kunne ikke lade være med at drage sammenligningen mellem hans liv og den udvikling vi som karateka’er gennemgår eller rettere gerne skulle gennemgå: ungdommens letsind der udvikler sig til en bredere forståelse af begrebet kamp og senere hen til en bredere samfundsanskuelse der kan forstå og fortolke de normer vi lever med og efter, således at vi altid har muligheden for at sejre, uden nødvendigvis at kæmpe korporligt.

Slutteligt vil jeg sige at den humanistiske anerkendelse i den subkultur hos Shindokan Goju hvor jeg befinder mig, selvsagt tegner sig i en helt anden retning end på Musashis tid. idet Japan dengang var et meget voldeligt og strengt kaste-opdelt feudal-samfund, hvor vi i Shindokan Goju søger balancen mellem sind og krop, tomhed og indhold og hylder respekten for ens medmennesker, indlysende forudsætninger for overhoved at prøve, at forstå  DO (Vejen). Sammenlignet hermed er det måske nok illusorisk at betragte ovennævnte i forhold til Miyamoto Musashi.