Shindokan Goju Kai Karate-Do
Shuudoji Temple
Gl. Kongevej 23
1610 København V
tel: 33244233
fax: 33240766

af Sempai Morten Steen

24 timer efter vi tog hjemmefra København er vi her. Det er tredie gang, og det er som at komme hjem. Vi bærer templet indeni. Når man har været her én gang, kommer man aldrig rigtigt herfra.

Daishoji Imperial Temple i Okayama - Japan. Hvor Musashi voksede op. Her står træet som templets præst bandt ham op i for at kølne hans hidsige temperament. Hans kalligrafier hænger på væggene.

Det regner. Regnen falder lydløst, rammer blade, tegltaget på templets hovedbygning, vandet i havens dam.

Det er stille udenfor. Vi ringer på templets klokke - som også Musashi har lyttet til - , og mens klokkens toner ringer ud, åbner der sig en verden af lyde, syngende cikader, kvækkende frøer, vinden i træerne. Vi har med klokken åbnet vores sanser for stedet.

Jeg sidder på trappen kl. fire om morgenen og ser hvordan Orion langsomt viger sin plads på himlen for det dæmrende daggry. En morgenstjerne holder sin plads som om den selv vil bestemme tidspunktet for sin tilbagetrækning. Cikadernes sang saver i mine trommehinder, et sted drypper det i noget vand. Disen ligger som et slør over træerne. Cikaderne synger, selvom det må være for koldt til den slags. Jeg er alene. Alle sover. Jeg må være alene om det her. De andres tilstedeværelse  skaber interferens i min oplevelse. De søger også væk allerede tidligt om morgenen for at søge deres egne tilhørsforhold til det sted vi befinder os.

Vi bruger tiden mellem træningspassene til at suge stedet ind, lytte i vores indre efter svage ekkoer af os selv. Vi smager på stedet, synker ned og ind, og så ud igen. Vi mødes indimellem i tavshed og sender bekræftende blikke til hinanden. Vi behøver ikke at tale om det vi er i,vi kan se det i hinandens øjne. Øjeblikket er både evigt og foranderligt.

Det er andendagen i Daishoji. Vi træner fra om morgenen til vi skal spise frokost. Og efter frokost til aftensmad. Der er graduering på tredjedagen: to til Sandan, én Nidan, fire Shodan, én til 4. kyu og tre til 5 kyu. Senseis træning er koncentreret og koncentrerende, fokuseret og fokuserende. Vi gennemgår de ting vi skal vise. kata, bunkai, yakusoku kumite. Dele af vores graduering har allerede fundet sted i vores Dojo i Danmark. Vi bliver indimellem bedt om at stoppe i korte perioder når der finder rundvisninger sted.

Jeg har haft mange tanker omkring denne graduering. Jeg skal op til shodansom jeg har arbejdet henimod de sidste 6 år. Jeg har trænet 2 - 4 gange om ugen i Dojoen, og lidt hjemme hver dag. Langt udi fremtiden lå det mål, den "grænse", hvor tingene samlede sig. Det  første skridt mod målet er ikke der sværeste: Her er man fuld af gå-på-mod, energi, lyst, vilje og fremdrift. Det er det sidste der er det hårdeste. Lige dér ligger grænsen. Om lidt er jeg ikke længere "på vej", om lidt er mit mål (hvis jeg består) bag mig. Og hvad så? Hvad bliver mine mål så? Hvor er jeg på vej hen nu? Tanker svirrer i hovedet, mens tiden bringer mig tættere og tættere på målet og grænsen.

Om aftenen har ingen problemer med at falde i søvn. Vi falder om som træer i skoven. Træningen og stedets energi, de mange indtryk tvinger sanser og kroppe til simpelthen at slukke.

Men morgenerne: vi vågner tidligt, alt emmer at tilstedeværelse, af energi, af "nu".

Vi skal gradueres. Vi træner fra tidligt morgen, til frokost, og efter frokost til hen på eftermiddagen.

Lige før vi skal på, ankommer en kæmpe kasse fra Kina. Den indeholder én af lersoldaterne fra Xian - Terra Cota soldaterne. Historien er, at en kinesisk kejser for 2500 år siden fik lavet en kopi af sin hær i ler, som skulle følge ham i døden og bevogte ham hinsides. Efter at soldaterne var foreviget i ler blev de slået ihjel, og deres ånd tog bolig i figurerne.

En ven af mig  fortalte engang at historien om denne kejser blev betragtet som en legende, indtil den berømte allestedsnærværende "bonde med ploven" ved et tilfælde kom til at kappe hovedet af én af dem, hvorefter udgravningerne begyndte.
Alt hvad der står i legenden har indtil nu passet med det man har fundet. I legenden fortælles også hvordan selve kejserens grav skulle se ud: En kuppel placeret under jorden, på gulvet en model i skalaforhold over det rige han regerede. Kviksølv floder, skove, landsbyer, veje, og over alt dette en dragehale i jade, på hvilken hans kiste står.

Når nu alt i legenden passer med virkeligheden, når nu man gennem denne ved hvor kejserens grav ligger,  hvorfor har man så ikke gravet den ud? Fordi kinesiske arkæologer af erfaring ved at disse grave har fælder der udløses hvis man går den forkerte vej ind og kan forårsage at hele graven styrter sammen. Og så er der den østlige holdning til livet, at hvis vi ikke når det i denne generation, så når vi det i næste.

Efter meget besvær får vi efter Senseis anvisninger lavet en båre af to 4x4 bomme og nogle stropper, lagt den 375 kg tunge lersoldat på denne, og båret ham ind i templet. Der opstår en del tumult i døren til templet, da alle, med 375 kg i armene, skal have deres sko af.

Vi får stillet ham op, og nu står han der med et skilt ved fødderne hvor der står: "Do Not Touch" og "Denne figur er båret ind af 13 karatekaer fra Danmark".

Han står der stolt og fokuseret, skuende ud over to og et halvt årtusinde, sat til at beskytte sin kejser. Parat til kamp, som en kinesisk Holger Danske ser han ikke ud til at den beslutning han oprindeligt tog, har ændret sig det mindste.

Men for at vende tilbage: Vi skal gradueres.

Vi kommer ind. Sensei kigger på os: "Hvad har i trænet? Hvad vil i vise?" Vi fortæller sensei det.  "Hajime!!!" Vi er på. Kata, bunkai, yakusoku Kumite. "Yame!!" På et tidspunkt bliver vi sendt ud. De der skal op til nidan og sandan bliver kaldt ind. Vi bliver senere kaldt ind igen for at vise mere. Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået. Det er også underordnet.

Til sidst bliver der voteret i Dojoen. Vi bliver kaldt ind. Op på række. Vi kaldes frem én ad gangen og får vores grad at vide. Ingen tale ud over det der skal siges. Kun den nye grad bliver annonceret.

Det er en sær ny fornemmelse der bredes sig i os der har skiftet farve. Vi er alle stolte og  fattede. Er som børn der betræder nyt land og ikke helt kender det nye, kiggende os roligt omkring for at skue efter nye mål, nu de gamle er indfriet.

Certifikatet bliver overrakt i morgen, samtidig med at bæltet bindes på os der har opnået Shodan.

Det er en mærkelig mellemtilstand: Graden modtaget, men ikke attesteret. Jeg befinder mig i en overgangsfase, og selv om jorden føles mere sikker end jeg før har oplevet, ved jeg ikke hvor det næste skridt skal sættes eller bringer mig hen. Men min tillid til at mine skridt bringer mig i den rigtige retning, fortæller mig , at målene nok skal vise sig.

Ceremonien for overrækkelsen forberedes. Vi er i Hakama, og Haori, de bælter vi skal skifte har vi på, psykologisk har vi forladt dem, men har endnu ikke modtaget de nye. Translokation, overførsel fra et sted til et andet, grænseland, ingenmandsland.

Vi sætter os i Mokusu omkring shinden i templet og venter. Fukadenji - den kommende Munzeki og overhoved for 14 mill. japanske shingon buddhister - ankommer i fuld ornat og tager plads på shinden. Shihan Yamaue, der er præst i templet, og Sensei der er filosofisk præsteelev tager plads ved hans side.

Ceremonien går igang. Messen på Sanskrit, kinesisk og japansk til rytmisk akkompagnement af klokker og woodblocks. Foldede hænder i bøn, klap for at hidkalde guder, duften af røgelse i vores næser. Buddhaer i guld, der med hændernes stilling fortæller os at vi er ansvarlige for vores handlinger, betragter os fra shinden gennem skæret fra stearinlys og tusmørket der sætter ind. Bag os papirvæggene og naturens lyde. Cikaderne blander sig i ceremonien, tilføjer, lægger til.

Fukadenji holder tale om vores grauduering, ordene strømmer til os  som en forlængelse af den forudgående bøn, og én efter én bliver vi kaldt hen op, hvor Fukadenji overrækker os vores certifikater der har fået påstemplet kejserens segl, den eneste der efter traditionerne kan overrække en dangrad.

Efter overrækkelsen binder  Sensei vores bælter på os. Den endelige overgang finder sted. Idet bæltet bindes, breder der sig noget i os der bedst kan beskrives som tyngde. Vi er kommet ud af ingenmandslandet, passeret grænsen. Tågen letter, og vi har pludselig fornemmelsen af en vej der ligger foran os; der er højere til himlen, græsset ér grønnere på den anden side og det er her vi står. Tanker der før plagede én er der ikke plads til længere; de fylder ikke bæltet - tilstanden - ud. Samlethed. Transition. Nye mål defineres i et nu. Vi ved hvor vi er på vej hen. Den angst for hvad alt dette indebar, og som lå før målet er væk. Værdighed, følelsen er ny, frisk, rigtig.

Hvis jeg skal svarer på om bælteskiftet, opnåelsen af shodan, lever op til forventningerne, kan jeg kun svarer "Nej, forventningerne slå slet ikke til." Oven i det, så at få muligheden for at gøre dette i Musashis tempel.

Øjeblikket er evigt og foranderligt.

Oss

Morten Steen Sempai
Shindokan Goju